Vi sendte 11 proteinpulvere til analyse: Resultatet er foruroligende

11 Proteinpulvere Analyse

Vi tror på transparens og vil gerne skabe gennemskuelighed omkring kosttilskud. Som en del af dette mål kommer vi til at få analyseret proteintilskud hos et bioteknologisk analyselaboratorie (Institut for Systembiologi på DTU). Så kan vi finde ud af præcist hvad de indeholder og eksempelvis hvor meget protein, kulhydrat og fedt.

I de seneste år har der været en række sager med kosttilskudsproducenter, der fejldeklarerede deres tilskud, særligt proteintilskud. En Redditor lavede f.eks. på egen hånd en proteinanalyse for to år siden, som skabte masser af opmærksomhed, da han fandt at de fleste af proteinpulverne indholdte mindre protein end hvad producenterne havde deklareret.

En artikel i Forbes fra marts i år beskriver hvordan flere store amerikanske kosttilskudsproducenter er blevet slæbt i retten fordi de har overdeklareret proteinindholdet i deres kosttilskud, blandt andet ved at spike tilskuddene med billige ikke-essentielle aminosyrer. Det var præcis hvad en dansk undersøgelse foretaget af kosttilskud.dk testede en række danske proteintilskud for – til nogens overraskelse fandt de også en synder på det danske marked.

Producenterne kan spare millioner

Vi har lavet en indledende analyse af nogle af de mest populære mærker af proteintilskud på det danske marked og fundet det samme mønster, som fra Reddit opslaget nævnt ovenover, nemlig at vi rimeligt konsekvent måler op imod 10 % (9,4 % i gennemsnit) under den angivne proteinkoncentration på tværs af de 11 tilskud vi har fået testet, og endnu mere for nogle af dem.

Som nævnt har der været masser af eksempler i medierne på specielt proteintilskud der var overdeklareret. Altså hvor man havde påtstået et højere proteinindhold end der i virkeligheden var i produktet. Det er naturligvis et problem for forbrugeren. Grunden til at det sker, er at maltodextrin (sukker) er billigere end protein. Derfor kan en fortynding af proteinet på selv ganske få procent blive til en stor besparelse i en meget stor produktion.

Tabel: Oversigt over difference imellem den angivne og målte proteinkoncentration i de 11 protein tilskud procentpoint (gennemsnitligt 9,4 % under).

Difference imellem angivet og målt koncentration

Vi har i forbindelse med vores resultater fået en kommentar fra Jens Lund, biokemiker og humanbiolog studerende: “Først kom resultaterne lidt bag på mig, men ved nærmere eftertanke er det måske ikke så overraskende. Producenterne går helt til grænsen i forsøget på at sælge deres produkter, og hvad angår produkternes  påståede effekter, så får du ofte kun den halve sandhed at vide. Hvis de her resultater kan bekræftes i yderligere undersøgelser, så viser det endnu engang, at kosttilskudsbranchen er bundrådden.”.

Dertil har Kristian Bradsted, Cand. scient i idræt og sundhed samt underviser ved Institut for Idræt & Biomekanik sagt følgende: “Der lader desværre til at de problemer, som vi har set i udlandet mht. spiked proteinpulvere, også findes i Danmark. Det er sørgeligt at der hos producenterne er en generel tendens, hvor øget profit kommer før produktkvalitet. Jeg er dog spændt på at se de endelige resultater og om danskproducerede proteinpulvere er at finde blandt de med størst difference mellem det angivet og det faktuelle proteinindhold.

En generel opfattelse, som jeg også selv har haft, er at de danskproducerede produkter var af bedre kvalitet i forhold til udenlandske. Nu må vi se om den opfattelse har været forkert.”.

De 4 tilskud, der er målt til den laveste koncentration i forhold til deklarationen er selvfølgelig dem vi først vil få sendt til DTU. Indtil da må i væbne jer med tålmodighed med om dit proteinpulver er blandt de mistænkte.

Læs mere herunder om hvordan man måler proteinkoncentration og hvorfor det ikke altid er så ligetil.

Bestemmelse af koncentration af protein og enkelte aminosyrer

Guldstandarden indenfor koncentrationsbestemmelse i fødevarer er nok Kjeldahl metoden. I denne metode, koger man sin prøve med koncentreret svovlsyre, hvilket nærmest brænder alt andet end kvælstoffet i prøven af. Herefter kan man lave kvælstoffet om til ammoniak, hvis koncentration man kan bestemme præcist ved titrering med en syre. Det er dog værd at bemærke at det er kvælstofmængden man bestemmer og ikke proteinkoncetrationen. Da nogle aminosyrer har mere kvælstof end andre, skal man derfor gøre sig nogle antagelser om den gennemsnitlige mængde kvælstof per aminosyre for at udregne den endelige koncentration. Der er desuden også kvælstof i frie aminosyrer, DNA og RNA, som potentielt kan forstyrre signalet. Ikke desto mindre er Kjeldahl metoden nok den mest stabile og mest brugte metode.

Hvis man skal lave en bestemmelse af hvor meget der er at de enkelte aminosyrer, skal man bryde proteinet i stykker (hydrolyse) ved at koge det med saltsyre i lang tid (typisk flere dage), og derefter måle den resulterende “suppe” i en form for kromatografi (normalt ion-bytter kromatografi). Det er dog ikke alle aminosyrer hvis koncentration der lige let lader sig bestemme via denne metode, da nogle af dem simpelthen går i stykker under saltsyre hydrolyse.

Som det nok fremgår er begge disse metoder ret barske og er på ingen måde noget man lige selv kan gøre. Der findes heldigvis nogle lidt lettere metoder baseret på aminosyrernes eller proteinets evne til at absorbere lys i bestemte bølgelængder, enten i sig selv, eller efter reaktioner med stoffer, som binder til proteinet på den ene eller anden måde. Aminosyrerne tryptofan og tyrosin absorberer lys i 280 nm bølgelængde, hvilket man kan måle i et spektrofotometer. Hvis man gør sig nogle antagelser om indholdet af disse aminosyrer i proteinet, kan man dermed bruge denne metode til at give et bud på proteinindholdet.

Metoderne Bradford, Lowry, Biuret eller Coommassie (som alle er almindelige laboratorier teknikker) virker i princippet på samme måde, men de kræver at man inkuberer proteinet med forskellige reagenser, der ændrer absorbansen af proteinet og som man derefter kan måle på samme måde som før. De spektrofotometriske metoder kræver dog at der ikke er andet i opløsningen der kan absorbere lys i de samme bølgelængder, som man måler i og de kræver også uden undtagelse at al protein skal være i opløsning, da klumper of protein generelt absorberer lys på en anden og mere uforudsigelig måde end proteiner i opløsning.

For at skyde os ind på hvilke tilskud, vi skal have analyseret med Kjeldahl metoden først, fik vi derfor en bekendt til at måle koncentrationen af en selektion af proteinprodukter med et kommercielt tilgængelig kit fra BioRad der måler proteinkoncentration efter Lowry metoden.  (alle prøverne blev udført i triplikater og de enkelte målinger blev lavet i duplikater).

På grund af de metodiske forbehold ved absorbansbaserede metoder til at måle protein- koncentration, skal målingerne selvfølgelig tages med et gran salt. Flere af proteinpulverne var tilsat farvestoffer og smagstoffer med lav opløselighed, så man kan ikke garantere at dét ikke har påvirket målingerne. Men det er værd at bemærke at de fleste faktorer, der kan forstyrre sådan en måling vil øge den målte koncentration i forhold til den reelle, ikke sænke den, og altså føre til en overestimering af koncentrationen.

En faktor, der kan føre til underestimering af koncentrationen kan være hvis alt proteinet ikke er kommet i opløsning. Målingerne her blev lavet på proteinblandinger på 1 mg/ml, hvilket er noget under valle proteins opløselighed, så det ville være usandsynligt hvis proteinet ikke var kommet i opløsning.

Når alle disse forbehold så er taget, så er det påfaldende at alle produkterne fra vores test generelt måltes til en lavere koncentration end producenten har angivet. 3 af disse produkter blev målt til at have proteinkoncetrationer, der var 20% under den angivne. Vi vil ikke her afsløre hvilke det var, men vi kan forsikre jer for at det er de første der ryger afsted til analyse på DTU.

Last modified: 4. september 2018

Kommentarer
Skriv en kommentar

Last modified: 4. september 2018