E-numre guide til at forstå de mange forskellige tilsætningsstoffer (infografik)

Vi har produceret en infografik som hurtigt giver dig overblikket over hvordan E-numre er inddelt i kategorier. Derudover forklarer den hvad formålet med den type tilsætningsstoffer er og hvilke fødevarer det typisk bliver brugt i sammenhæng med. Hvis du er på en mobil så kan du se infografikken i fuld størrelse ved at klikke her.

E-numre infografik

Hvad er det for nogle stoffer?

De fleste af e-numrene er ikke syntetiske kemikalier, som kun kan produceres i laboratorier. Lang de fleste er stoffer, der er naturligt forekommende i vores fødevarer i forvejen, f.eks. vitamin A, æblesyre, riboflavin, eller kuldioxid. Du kan se de enkelte stoffers navne, hvad de må bruges til og i hvilke mængder her i European Food Safety Authority (EFSA)’s database. Og lige meget hvad dine hippievenner fortæller dig så er;

Der er altså ikke forskel på et molekyle der er lavet i en plante og det samme molekyle lavet i en kontrolleret kemisk reaktion.

Er E-numre farlige?

Som med alle andre ting vi mennesker konsumerer, er der debat om hvor meget der er sikkert at indtage/bruge. Alt kan som bekendt være giftigt, det er udelukkende et spørgsmål om mængder. Selv vand har en grænse for det højeste sikre indtag før man kan dø af det. Eftersom der findes mange hundrede e-nummererede stoffer, er der naturligvis også nogle af dem som er giftige i lavere mængder end andre.

Helt overordnet er det svært at fastsætte grænser for hvor meget af et stof der er for lidt, tilpas eller for meget.

Tænk bare på debatten omkring D-vitamin i danmark. Der er lavet forskning i D-vitamin for hundredevis af millioner kroner, bare i Danmark. For D-vitamin er det stadig omdiskuteret hvor meget er for lidt, hvor meget der er tilstrækkeligt eller for meget. I sammenligning med dét er de fleste stoffer bag e-numre temmeligt obskure – derfor er der naturligvis også debat omkring nogle af stofferne og hvorvidt de nuværende grænser er sikre.

Man skal også huske på at vores livsstil, hvor de fleste bor i byer meget langt væk fra hvor de fødevarer vi indtager, bliver produceret, i et vist omfang gør tilsætningsstoffer nødvendige.

Når manges livsstil samtidig, i et vist omfang, dikterer at man laver mindre af sin mad selv fra råvarer, nødvendiggører brug af fødeemner hvor der er tilsat stoffer der øger holdbarheden og/eller mindsker harskning af fedtstoffer f.eks. Det er dog ikke det samme som at disse tilsætningsstoffer nødvendigvis er usunde eller dårlige.

Hvilke tilsætningsstoffer kan vise sig at være problematiske?

Et af de E-numre hvis sikkerhed oftest diskuteres, er E249 og E250, som er nitrit.

Nitrit tilsættes typisk kødprodukter, for at gøre at de holder deres røde farve og ser friskere ud. Men nitrit kan i mavetarmkanalen omdannes til nitrosaminer, som man ved kan give kræft, særligt i tarmen. Kræft i tarmen er en modbydelig sygdom, som ofte opdages så sent at kræften har spredt sig, hvorfor det er noget der bør tages seriøst.

Flere eksperter mener, at man bør indføre en nultolerance politik overfor tilsætningen af nitrit. Grænserne for tilsætning af nitrit er under fortsat vurdering.

En anden gruppe stoffer, der er under skærpet overvågning, er syntetiske farvestoffer af typen azo-farvestoffer.

For at molekyler skal have farve, kræver det oftest at de enten binder en metalion, (som jern eller kobber – tænk bare på hæmoglobin) eller indeholder rækker af såkaldte konjugerede dobbeltbindinger, ofte i form af en type kemisk forbindelse der kaldes en aromatisk ring. Denne type forbindelser har vores kroppe ofte problemer med at håndtere og azo-farvestoffer har været beskyldt for at forårsage en lang række problemer. Grænsemængderne for disse er også blevet sat ned flere gange. Et af de mest omdiskuterede eksempler er E102, tartrazin, et gult azo-farvestof, som ofte er tilsat gule vingummier og saftevand.

 

Last modified: 21. november 2018

Kommentarer
Skriv en kommentar

Last modified: 21. november 2018