Update: Måske kan fiskeolie redde liv alligevel

Artiklen indeholder: Det nye i fiskeoliesagen Hvad er Vascepa?Hvad viser forskningen?Betyder det at fiskeolie virker alligevel?, Referencer 

Sagaen om fiskeolie fortsætter. Et nyt stort studie med fiskeolieproduktet Vascepa fra Amarin viste at 4 gram koncentreret EPA sænkede risikoen for dødelige eller alvorlige hjertetilfælde med 25% i personer der i forvejen havde risikofaktorer for hjertesygdom og var i behandling med kolesterolsænkende medicin.

Fiskeolie påstås ofte at have en række gunstige sundhedseffekter på grund af dets indhold af omega-3 fedtsyrerne EPA og DHA. For nyligt gennemgik vi på vores blog resultaterne i en stor metaanalyse på sundhedseffekterne ved at indtage fiskeolie (1). Denne metaanalyse konkluderede at der ikke er nogen sundhedseffekter af at bruge fiskeolie, eller hvis der er, så er de så små at det ikke er relevant.

Det nye i fiskeoliesagen?

Lægemiddelfirmaet Amarin har lavet et fiskeolieprodudukt, der hedder Vascepa. Det har de lavet studiet REDUCE-IT for at teste. De gav 4 gram om dagen, 2 om morgenen, 2 om aftenen til 8179 personer, der allerede havde risikofaktorer for hjertekarsygdomme og som var i behandling med kolesterolsænkende medicin. Her fandt man at det resulterede i en 33% reduktion i triglycerider, altså mængden af fedt i blodet og 25% fald i risikoen for at dø af et hjerteanfald, få en alvorlig blodprop i hjertet eller hjernen, eller at udvikle såkaldt ustabil angina. Alle sammen nogle af de alvorligste hjertekarsygdomme.

Hvad er der i Vascepa?

Vascepa er ren EPA. Almindelig fiskeolie består af triglycerider, hvor der altså sidder 3 fedtsyrer fast på et glycerolmolekyle. I en naturlig olieblanding vil der så være en blanding af fedtsyrer, der er karakteristisk for lige præcis den type olie. I fiskeolie udgøres normalt 25-60% af disse fedtsyrer af EPA og DHA i alt.

Vascepa er EPA, der er blevet spaltet fra glycerol og sat sammen med ethanol til en såkaldt ethyl æter (det lyder farligt, men det er det ikke). Formålet med denne manøvre er at det tillader at det kan oprenses og holdes stabilt i sin helt rene form.

Hvad viser forskningen?

I vores seneste blogindlæg om fiskeolie, beskrev vi hvordan en stor metaanalyse  fiskeolie viste at der i praksis ikke var nogen effekt på sundheden. Dette på trods af at der faktisk er rimelig evidens for at fiskeolie kan have effekter på en række “sunde” biomarkører, man normalt ville tolke som reduktion af blodtryk og triglycerider. Der er dog to ting, som er med til at gøre, at resultaterne i metaanlysen ikke viser nogen signifikant effekt på sundheden. For det første at de fleste studier er lavet med forholdsvist små doser, og for det andet, at der bliver kigget på sundhedseffekter på tværs af grupper og altså også personer, der er i forvejen er sunde.

I REDUCE-IT studiet er der selekteret for personer, der har problemer med fedt i blodet og derfor bør få meget ud af fiskeolie. Herudover anvendes der i studiet en meget stor dose udelukkende EPA (hvorfor stoffet adskiller sig fra almindelig fiskeolie). Dosen er så høj, at man ville skulle indtage 10-20 g almindelig fiskeolie for at kunne få den samme mængde EPA, som i studiet.

Kort sagt er det altså svært at sammenligne meta-analysen med REDUCE-IT, da både dosering, selektionen af deltagere og selve præparatet adskiller sig.

Betyder det at fiskeolie virker alligevel?

Det er et godt spørgsmål. Det kunne godt indikere at fiskeolie produkter med meget høje koncentrationer af EPA og DHA, i høje mængder rent faktisk kan have reelle sundhedsfremmende effekter, i form af reduceret risiko for at få hjertekarsygdomme, men der er ikke lavet studier med så høje doser endnu, til at man kan sige noget om det.

Man kan forestille sig at der er personer derude, der forstår indeværende artikel som et argument for at begynde at bruge 10-20 gram fiskeolie per dag, men det bør man nok ikke. Man har ikke etableret et højeste sikkert indtag for omega-3 fedtsyrer som sådan, så man ved ikke om det kan have negative effekter at indtage meget store mængder. Noget tyder på at fiskeolie i meget høje mængder måske kan øge risikoen for blødninger (2, 3).

Omvendt betyder det heller ikke at du skal begynde at vælte Vascepa i dig. Det kan du slet ikke, eftersom at det er et medicinsk produkt og ikke bare “fiskeolie”. Vascepa er heller ikke på markedet endnu, men såfremt de positive kliniske resultater fortsætter, så kommer det helt sikkert.

Referencer og kilder

1. Aung T et al. Associations of Omega-3 Fatty Acid Supplement Use With Cardiovascular Disease Risks: Meta-analysis of 10 Trials Involving 77 917 Individuals. JAMA Cardiol 2018;3(3):225–234.

2. Phang M, Sinclair AJ, Lincz LF, Garg ML. Gender-specific inhibition of platelet aggregation following omega-3 fatty acid supplementation. Nutr. Metab. Cardiovasc. Dis. 2012;22(2):109–114.

3. Dyerberg J. Platelet – vessel wall interaction: influence of diet. Philos. Trans. R. Soc. Lond. B Biol. Sci. 1981;294(1072):373–381.

Last modified: 15. oktober 2018

Kommentarer
Skriv en kommentar

Last modified: 15. oktober 2018

Sorterer produkterne for dig...