Virker Garcinia Cambogia reelt som slankepiller?

Spring til: Hvordan virker garcinia cambogia?, hvad gør garcinia cambogia for mennesker?, Sælges stadig i mange butikker, Konklusion: Garcinia cambogia, Referencer og kilder

Garcinia cambogia (GC) er en tropisk frugt, der formentlig stammer fra Indonesien. Den er blevet kendt for sine evner til at reducere appetitten og bliver brugt som vægttabsprodukt. Men virker det?

Garcinia er et populært naturkosttilskud, der påstås at kunne give vægttab, primært ved at virke appetitreducerende. Påstandene omkring effekten på vægttab stammer fra upublicerede dyreforsøg fra 1970 udført af firmaet Hoffman LaRoche.

Her fandt man at indtag af GC kunne sænke fødeindtaget med helt op til 25%! I forhold til andre kosttilskud og lægemidler, der påvirker hvor meget man spiser, er det en meget større effekt.

Hvis man fjerner en fjerdedel af en persons madindtag, så vil det normalt medføre et vægttab på 1-2 kg per uge, hvilket bestemt ville være interessant for dem, der er på jagt efter vægttab.

Hvordan virker garcinia cambogia?

Effekten fra GC hævdes at komme fra stoffet hydroxycitrisk syre (på engelsk: hydroxycitric acid, HCA). HCA hæmmer enzymet ATP Citrat Lyase. Det er et kritisk enzym for nydannelsen af fedtsyrer i kroppen, altså når man skal bygge fedtsyrer fra andre makronæringsstoffer som protein eller kulhydrater, altså såkaldt de novo lipogenese (1).

Umiddelbart lyder det jo meget logisk at hvis man ikke kan lave fedtsyrer, kan man kun brænde og ikke lagre fedt – eller hvad? Det er ihvertfald en del af årsagen til at det virker i rotter.

Hvad gør garcinia cambogia for mennesker?

Super tilskud til vægttab – eller hvad?

Som det ofte sker med kosttilskud, så bliver tidlige lovende forskningsresultater brugt til at påberåbe voldsomme effekter. Det varer typisk indtil stoffet bliver undersøgt lidt bedre videnskabeligt og man finder ud af det nok ikke er helt så vildt som man først troede…

Det første af disse kom i 1998, hvor man testede effekten af HCA (det aktive stof fra Garcinia Cambogia) og dets effekt på vægt- og fedttab i overvægtige (2).

Det var et såkaldt randomiseret dobbeltblindet, placebo-kontrolleret studie, hvor man altså opdelte deltagerne i to grupper, hvor den ene gruppe fik placebo og den anden fik 1500 mg af det aktive stof HCA og hverken forsøgsdeltagerne eller videnskabsfolkene vidste hvem der fik hvad.

De fik lagt en fiberrig og kaloriefattig kostplan. De blev vejet hver anden uge, og fik målt deres fedtprocent ved start og slutning af studiet.

Begge grupper, både dem som fik et tilskud og dem som modtog placebo, tabte sig omtrent lige meget. Der var heller ikke signifikant forskel i tabet af fedt.

Forskerne måtte altså konkludere, at det ikke gør en forskel.

Siden hen er der lavet 10-15 studier i mennesker på vægttab. Nogle af dem viser en ganske lille effekt og de fleste viser altså ingen effekt overhovedet.

En enkelt oversigtsartikel har kigget på al litteraturen om GC/HCA tilbage i 2010, hvor forfatterne regnede resultaterne sammen fra alle de forsøg, der var lavet med det. De nåede frem til at der godt nok så ud til at være en lillebitte statistisk effekt, men at den hvilede på få studier med afvigende resultater og iøvrigt var så lille at den nok ikke var klinisk meningsfuld (3).

En oplagt forklaring på hvorfor det ikke ser ud til rigtigt at gøre noget i mennesker, er at i vore kroppe, sker de novo lipogenese slet ikke under realistiske omstændigheder. Det kræver nemlig et meget stort energioverskud for at tænde for denne mekanisme. De novo lipogenese er altså slet ikke aktivt i mennesker under normale omstændigheder og derfor bliver effekten af hæmning af denne proces også nærmest ikke-eksisterende.

Sælges stadig i mange butikker i dag

Du kan stadig finde et hav af produkter, som indeholder garcinia cambogia alene eller i kombination med andre ingredienser, som promoveres som slankekosttilskud.

En række af de typiske effekter, der italesættes på disse shops er…

  • Uden tvivl det mest effektive slankeprodukt i verden
  • Reducerer din appetit og hjælper derigennem mod overspisning
  • Mange kliniske tests peger på at dette ændrer din livsstil for dig
  • Kan blokere for ophobninger af fedt
  • Konverterer sukker i din krop til energi
  • Kun naturlige ingredienser fra naturen

Ingen af ovenstående udsagn er sande. I hvert fald ikke hvis man skal stole på videnskaben på området. Det er rigtigt, at man fandt lovende resultater i rotter [1]. Men det har man bare ikke kunne eftergøre i mennesker.

EFSA (European Food Safety Authority), som er Europas organ for fødevaresikkerhed, bruger utrolig meget tid på at evaluere forskning og beslutte netop hvad producenter, brands og butikker (herunder også webshops) må påstå af effekter.

Det er ikke tilladt at påstå nogle effekter for tilskud med garcinia cambogia.

Som det står beskrevet herunder, så er der en virksomhed der har søgt om tilladelse hos European Food Safety Authority (EFSA) til at få en såkaldt anprisning af at HCA (molekylet fra Garcinia Cambogia) skulle kunne kontrollere appetitten. EFSA’s eksperter fandt ikke at bevisbyrden for denne anprisning kunne løftes og det blev ikke godkendt.

Non-compliance with the Regulation because on the basis of the scientific evidence assessed, this claimed effect for this food has not been substantiated.

– EFSA (4)

Konklusion

Garcinia cambogia var et spændende tilskud indtil videnskabelige forsøg, startende i 1998, begyndte at afdække at det simpelthen ikke virker i mennesker. Selvom det fortsat sælges og markedsføres som et vægttabs- og slankeprodukt, så har det sandsynligvis ingen nævneværdig effekt, med mindre man er rotte.

Info:
Navn: Garcinia cambogia, Malabar tamarind eller Carcinia gummi-gutta (nogle gange også kaldt gummi-gutta gum eller brindleberry).
Oprindelse: Indonesien, Indien og andre steder i Sydøst Asien.
Dyrkes i: Indien
Effekt: Ingen

 

Referencer og kilder

1. Watson JA, Lowenstein JM. Citrate and the conversion of carbohydrate into fat. Fatty acid synthesis by a combination of cytoplasm and mitochondria. J. Biol. Chem. 1970;245(22):5993–6002.

2. Heymsfield SB et al. Garcinia cambogia (hydroxycitric acid) as a potential antiobesity agent: a randomized controlled trial. JAMA 1998;280(18):1596–1600.

3. Igho O, Kang HS, Rachel P, Barbara W, Edzard E. The use of garcinia extract (hydroxycitric acid) as a weight loss supplement: a systematic review and meta-analysis of randomised clinical trials [Internet]. J. Obes. 2010;2011.http://downloads.hindawi.com/journals/jobes/2011/509038.pdf. cited

4. Søg på “HCA” i databasen: http://ec.europa.eu/food/safety/labelling_nutrition/claims/register/public/?event=search

Last modified: 21. september 2018

Kommentarer
Skriv en kommentar

Last modified: 21. september 2018

Sorterer produkterne for dig...